Vindere af Eurovision Song Contest

For den næste udgave af Eurovision Song Contest, se: Eurovision Song Contest 2025
Céline Dion regnes sammen med ABBA blandt de mest succesrige vindere af Eurovision Song Contest.

Dette er en liste over vinderne af Eurovision Song Contest, en årlig konkurrence arrangeret og organiseret af medlemmerne af European Broadcasting Union. Konkurrencen, som er blevet afholdt hvert år (bortset fra 2020 pga. coronavirus). siden starten i 1956, er et af de længstlevende tv-programmer i verden. Vinderen er blevet bestemt på mange forskellige måder igennem konkurrencens historie; centralt for alle disse har været at give point til de forskellige landes bidrag enten via en jury eller en telefonafstemning. Landet som modtager flest point bliver kåret til vinder.[1] Første gang Eurovision Song Contest blev arrangeret uddelte man ikke point, men hvert land gav to stemmer, og kun vinderen blev annonceret.[2]

Konkurrencen har produceret 65 vindere i 62 konkurrencer: én hvert år bortset fra 1969, da fire lande delte førstepladsen. Syvogtyve forskellige lande har vundet konkurrencen; det nyeste land på denne liste er Sverige, som vandt i 2023. Schweiz vandt konkurrencen første gang de deltog, i 1956. Landene med flest sejre er Irland og Sverige, med syv. Cypern er landet med længst erfaring i konkurrencen uden at vinde; i 2023 deltog landet for 39. gang, og har stadig ikke vundet. De eneste som har vundet konkurrencen mere end en gang er Johnny Logan (som vandt tre gange for Irland; en gang som sanger, i 1980; en gang som sanger og sangskriver, i 1987; og en gang som sangskriver for Linda Martin, i 1992) og Loreen (som vandt to gange for Sverige; en gang som sanger, i 2012; og en gang som sanger og sangskriver, i 2023).

At vinde Eurovision Song Contest medfører en unik mulighed for vinderkunstneren(erne) til at tjene penge på sin succes ved at bruge den publicitet, som det at vinde konkurrencen medfører til at starte eller satse mere på en international karriere. Bortset fra nogle enkelte navne er kun få blevet til store, internationale stjerner efter at have vundet konkurrencen. Det navn, der mest tydeligt har fået en stor karriere efter sejren, er ABBA, som vandt konkurrencen for Sverige i 1974 med sangen "Waterloo". ABBA blev en af de mest succesrige grupper i sin tid.[3] En anden vinder som senere fik international berømmelse er Céline Dion, som vandt for Schweiz i 1988 med sangen "Ne Partez Pas Sans Moi". Dions succes er imidlertid ikke knyttet direkte til sejren i konkurrencen, eftersom hendes internationale berømmelse først for alvor manifesterede sig nogle år senere.[4]

  1. ^ Extract from the rules for the 2007 Eurovision Song Contest. Eurovision.tv. Besøgt den 22. august 2007.
  2. ^ Eurovision 1956. Eurovision.tv. Besøgt den 24. maj 2008.
  3. ^ BBC News (6. december 2005). ABBA's Bjorn says no to reunion. Besøgt den 15. marts 2008.
  4. ^ Billboard.com. Biography – Celine Dion. Besøgt den 15. marts 2008.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy